New in: Raiine & Isabel Marant

En grønskollings fortælling om pavilloner, mad og samhørighed på Roskilde Festival

Vores pavilion er knækket. Det har den været op til flere gange, men gaffa har været en trofast partner, og har altid reddet os på målstregen. Denne gang kaster vi dog pavilion nr 1 hen i hjørnet (og med hjørnet mener jeg teltet, vi tabte stavene til under jagten på den gode plads), og vi ser lettere opgivende ud i ansigtet. Vi trasker dog hen til Spejdersport i campingområdet, og får slæbt en ny med hjem for en sum af 200 kr. Nu skal den jo bare sættes op, og med en splinterny rulle gaffa er vi klar igen – vi lover dog guld og grønne skove (bajer) til drengecampen til højre, hvis de ikke liiiige kunne give en hånd med. Pavilion 2 står derimod nogenlunde stabilt, indtil blæsten tager fat i nattens løb, og vi vågner op til en ny knækket pavilion. En evig kamp mellem Camp Lalandia og pavilioner.

Det regner desværre også i stride strømme, og da vi får halet pavillonen væk fra vores lille camp kaos, mærkes dråberne. Mens vi kigger rundt på vores nabo camps, hvor alt spiller og pavilloner stadigvæk står skarpt, spotter vi en lille fejl i billedet. Campen til venstres pavilion har det ikke skidefedt længere, men siden kun halvdelen er i udu og dens campister er udenfor rækkevidde, flytter vi lige pavillonen et par meter. Et par timer senere vender de en smule forvirrede tilbage, og da de gør krav på deres pavilion, bliver de derimod inviteret til at spise boller og karry i Camp Lalandia, som en af pigernes forældre havde med (af hjertet, tak). De tager også deres højtaler med, siden vores er gået i stykker.

Sådan beskriver man min Roskilde Festivals oplevelse gennem pavillonernes fald. Den var rodet og kaotisk, men den indeholdte også pisse mange hyggelige stunder og sjove aftener.

Da jeg havde placeret mig foran Nørrebros bodega ved Nørreport på min lurvede sovepose, og ventede på mit lift, havde jeg en forestilling om Roskilde Festival, som slet ikke stemte overens med, hvad jeg gik ind til. Man kan i hvert fald sige, at selvom jeg fik 26 skarpe råd fra festivalgængere, kan man ikke forberede sig nok til, eller tænke sig nok til, Roskilde oplevelsen. Mit hjerte var i hvert fald næsten ved at gå i stykker i brystkassen, da jeg hørte en høj, monoton stemme tælle ned i kø-arealet. Adrenalinen pumpede i alles kroppe, og vi stod anspændte med sved på panden – for at få lige præcis dén plads. Vi var en pigecamp, der egentlig ikke havde styr på så meget, men det endte med at min bofælle Mathilde og jeg fik lagt presenning over et område (uden at vide hvor vi overhovedet var henne), og vi fik lagt os ned på alle fire, indtil de andre kom os til undsætning. Det er helt sikkert en mission, der kan få nonner til at bande.RoskildeFestival

Men Roskilde bød på flere overraskelser; blandt andet kom det helt bag på mig, hvor lidt man spiser. Vi havde morgenmadsmøde hver morgen (jeg vågnede senest kl. 9 hver dag, fordi en af vores nærliggende camps havde ultimativt den værste musiksmag. Den. Værste.), hvor vi delte ud af knækbrød, peanutbutter og pesto i ledtog af øl, cider eller Capri Sonne. Så var det ellers øller og andet i den dur, indtil en 23-tiden, hvor man bevægede sig hen til madboderne. I musikdagene stod det dog en anelse mere normalt til, idet det var rart at få en smule mad (Thai Lanna og Meyers falafel var storfavoritter) inden koncerterne.

Jeg havde været så heldig at få et arbejde hos Rest & Eat, som er en sindssygt velsmagende restaurant i Backstage Village, og jeg spiste mig derfor også mæt i kokkenes lækkerier. Teamet hos Rest & Eat er enormt søde, og der var god stemning på vagterne – og efter vagterne. Jeg var tjener, og fuldstændig nybegynder i faget, men jeg lærte hurtigt at et smil, og at knytte en “det er jo festival” kommentar til, var en helt acceptabel undskyldning.

Noget man heller ikke kan læse sig til, er “The Orange Feeling”, som ellers er et begreb folk smider omkring sig med. Det betegner følelsen af samhørighed, frihed og fællesskab. “The Orange Feeling” er, når nabocamps hjælper hinanden (eller når man inviterer på boller og karry).“The Orange Feeling” er, når man er ene om at bære to rammer øl fra L til P, og flere kommer hen for at give en hånd med. “The Orange Feeling” er, når man står i pitten til en koncert, og alle hjælper med at sende vand videre, så ingen dehydrerer. Men“The Orange Feeling” er ogsånår man ikke kan mærke forskel på Roskilde-veteraner, og dem der er kommet og leger med for allerførste gang.

Nu er jeg kommet helskindet ud på den anden side, og jeg tør godt indrømme, at jeg synes det var syv lidt hårde dage. Men skal jeg tilbage igen næste år, tænker du?

Det skal jeg da i hvert fald.

//

I did a post on my experience with my very first festival – for translation click here.

   

6 kommentarer

  • Marie Louise

    Flere af disse indlæg, tak! Du skriver virkelig godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Rigtig godt og velskrevet indlæg…! Jeg har også selv været på min første roskilde festival i år… Det var både den hårdeste, men også den mest fantastisk uge i mit liv! Jeg er helt hundrede på at jeg skal med igen næste år (tæller dage ned). Jeg synes du beskriver “the orange feeling” spot on! Rigtig sjovt at læse om din oplevelse af Ros..
    Mvh Maria

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emma Emilie

      Tusind tak! Det er jeg glad for, du siger!

      Åhr det var hårdt, men jeg gør det gerne om igen. “The orange feeling” var ikke helt nem at beskrive, så jeg er glad for, at du forstår!

      Godt vi begge kom hjem fra en pisse god Roskilde 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anders

    Jamen så ses vi jo næste år i restauranten😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

New in: Raiine & Isabel Marant